Hvor mange kilometer vil du gå for isbjørnene?
Lørdag den 12. september inviterer Skandinavisk Dyrepark traditionen tro til Isbjørnemarch – en helt særlig dag, hvor motion, vilde dyreoplevelser og kampen for isbjørnene går hånd i hånd … eller hånd i pote!
Formålet med marchen er at støtte Polar Bears Internationals arbejde og forskning i klimaforandringer og deres betydning for isbjørnene.
Du bestemmer selv tempoet og antallet af kilometer. Ruten er cirka 4 km lang og fører dig gennem parkens smukke natur – naturligvis forbi det imponerende isbjørneanlæg. Undervejs kan du lære mere om isbjørnene, nyde Djurslands rige fugleliv og møde mange af parkens andre spændende dyr.
For hver runde, du gennemfører, donerer Skandinavisk Dyrepark 25 kr. til Polar Bears International. Jo flere runder du går, desto større en forskel er du med til at gøre!
På dagen kan du også opleve motorsavskunstneren Stefan From-Møller forvandle træ til en imponerende isbjørneskulptur skabt særligt i forbindelse med Isbjørnemarchen.
Inden start får alle deltagere en unik Isbjørnemarch-mulepose med snacks, drikkevarer og særligt merchandise i isbjørnetema.
Sådan foregår marchen
Ankom gerne tidligt, så du har mulighed for at gå flere runder og dermed samle endnu flere penge ind til isbjørnene.
Følg den 4 km lange Isbjørnepoterute gennem parken, og få stemplet dit rundekort ved rutens stempelposter.
Når du har gennemført runden, afleverer du kortet i entréen. Er du klar på endnu en tur, får du udleveret et nyt kort.
Deltagelse koster 45 kr. ekskl. entrébillet.
Tag venner og familie med, snør vandreskoene, og glæd jer til en hyggelig og oplevelsesrig dag, hvor hvert eneste skridt støtter en vigtig sag. 
Priser:
- Voksen: 265 kr.
- Barn: 170 kr.
- Årskortholder: 45 kr.
Har du ikke fået købt årskort endnu? Klik herunder så du ikke går glip af et vildt og begivenhedsrigt 2026 i Skandinavisk Dyrepark!